Flash - til siden?

Lost har altid udmærket sig ved at udfordre fortælleteknikken - efter flash-backs i de første tre sæsoner, vendte man sig imod flash-forwards - og fik så meget succes med teknikken, at ABC nu har startet serien "Flash Forward", hvis hele idé er bygget op om teknikken (og som jeg skal vende tilbage til, så snart "Flash Forward" starter op igen efter vinterhiet).

Her i sjette og sidste sæson (snøft), har Lost-producenterne udfordret sig selv og seerne yderligere med en særegen form for flash - der viser to samtidige, sidestillede virkeligheder - altså ikke glimt af en fortid eller fremtid, men glimt af alternative tidslinier.

Altsammen afhængingt af, om Juliet i slutningen af forrige sæson lykkedes med at detonere brintbomben eller ej.

Vi ved stadig ikke, hvilken af virkelighederne der er den "rigtige".

Måske er de begge de rigtige.

Måske har Lost bevæget sig ind på kvatemekanisk grund. Jeg kommer i hvert fald til at tænke på Scrödingers berømte kat, det på samme tid var død og levende i en tilstand af kvantemekanisk ubestemthed, som i princippet varede ved, indtil en udenforstående observatør indfandt sig.

I 5 afsnit følger vi Jack, som i den alternative virkelighed (hvor øen blev ødelagt, så flyet ikke styrtede ned, og så hovedpersonerne lever deres liv i den "rigtige verden", især LA) er blevet far til en talentfuld, men introvert og præstationsangst søn.

Hvem er moren? Vi ved at Jack og moren er skilt, men får ingen hint. Bloggerne gætter på Juliet.

I den anden virkelighed, på øen, vandrer Jack og Hurley over øen til et fyrtårn, som Hurley ledes til af den døde Jacob. Øverst i fyrtårnet er endnu et sindrigt mekanisk system af spejle og skiver med mange navne på. Ét af navnene er "Shepard" ledsaget af tallet 23 (ingen glemmer vel rækken 4, 8, 15, 16, 23, 42...). Da de drejer skiven, får Jack et glimt af sit barndomshjem.

Det vækker noget meget grimt i ham, for han truer Hurley og smadrer spejlene.

Den opmærksomme iagttager vil tænke: Måske er "Shepard" ikke Jack, men hans far - ejeren af det hus vi så et glimt af?

Når jeg får bedre tid, skal jeg studere samtlige tal og navne på fyrtårnsskiven, de kan findes her.

Senere sidder Jack og stirrer udtryksløst ud over havet, imens Hurley tager en lille snak med afdøde Jacob. Det var ikke helt meningen, forstår man, at Jack skulle flippe sådan ud - eller måske var det lige præcist meningen....

Jo, alt er dobbelttydigt i Lost. Som seer har man aldrig været mere... lost.

Men det er og bliver vanvittigt underholdende.

Alt tyder på den formidle afslutning af serien, som vi alle har drømt om.

Som nævnt i går:

5/5 stjerner til Lost, afsnit 5, sæson 6.

Lost holder 100%, 24 mister pusten

2 af mine yndlingsserier, Lost og 24, er her i vinteren 2010 begge ca. 1/3 inde i deres absolut sidste sæsoner.

Mens Lost i sin 6. sæson, er begyndt at give mange svar på mysterierne fra de fem første, samtidig med at nye gåder elegant spindes - er jeg unægtelig skuffet over 24's 8. sæson.

De friske idéer synes væk eller tyndslidte i 24 - og karaktertegningen er utroværdig og mangler kongruens - nogle friske eksempler fra de sidste par afsnit op til afsnit 9:

- den russiske patriark, Bazheev, som i starten af sæsonen koldblodigt myrdede sin egen strålingssyge søn for at dække over ethvert tænkeligt spor til sit radioaktive materiale, blev fra starten af tegnet som en rendyrket sociopatisk skurk - men bryder alligevel sammen uden videre modstand, da Jack optrevler hans netværk og Bazheev er pludselig en flæbende slapsvans, som sågar sidder og tuder på et tidspunkt (!), totalt samarbejdsvillig og føjelig

- sidehistorien med Dana Walsh (spillet af Katie Sackhoff, "Starbuck" fra Battlestar Galactica"), der helt usandsynligt er ansat i CTU under falsk navn og har en dybt kriminel baggrund (SÅ amatøratige kan CTU vel ikke være??), og som plages af en ex-kæreste, der truer med at afsløre hende, er også trukket urimeligt i langdrag over de første 9 afsnit. At hun ikke kommer op med en bedre plan ud af kniben end at opsøge sine plageånder med en pistol, virker umådeligt banalt og uopfindsomt. At hendes nuværende forlovede, Ortiz, så "tilfældigvis" dukker op lige præcist, inden Dana går i gang, og som stedfortræder står for udryddelsen af hendes plageånder, er også forudsigeligt, grænsende til det ulidelige.

- Endnu værre er hovedplottet, hvor Bazheev's radioaktive stænger konstant skifter hænder mellem diverse russiske og mellemøstlige skurke, som ikke rigtigt kan finde ud af, om de vil smugle materialet ud af USA, eller bruge det til en dirty bomb - ingen af de mange antagonister når rigtigt at træde i karakter, før de udryddes og erstattes af en anden ligegyldig teorrorist

- Renees totale menneskelige sammenbrud i mødet med den russiske lomme-forbryder Vlad, som hun deler en mere end dunkel fortid med, og som hun ender med at dolke 15 gange (!) i afsnit 5, hænger for mig se umådeligt dårligt sammen med den principfaste, stålsatte Renee vi mødte i sæson 7...

Men OK, måske er der stadig håb for Renee og en mulig oprejsning...

Og i al fairness, startede sæson 8, faktisk udmærket med Jack i rollen som morfar (!) med New York som setting - og det barfodede "Die Hard"-agtige afsnit 8 var ikke uden klassisk 24 appel.

Desuden er stadig rum for interessante udviklinger.

Mit gæt/håb er, at Præsident Allison Taylor, på et tidspunkt får brug for at hente sin datter Olivia ud af det spjæld, som hun smed hende i i slutningen af 7. sæson - der har i de sidste par afsnit været nogle henvisninger til lige netop Olivias kranke skæbne. Dét kunne give rum til nogle interessante mor/datter konflikter.

Så alt i alt - 24 tegner indtil videre som den måske ringeste sæson af alle, med sjusket karaktertegning og endnu værre, et plot som kører i tomgang og på rutinen - men vi har før oplevet 24-sæsoner, som kom sig over "midtvejskrisen". Lad os krydse fingre!

2/5 stjerner til 24's 9 afsnit, sæson 8.

Så til Lost: Jeg så med stor fryd 5. afsnit her til aften. Jeg skal komme tilbage med en mere detaljeret anmeldelse - men lige nu er der ingen tvivl:

5/5 stjerner til Lost's 5 afsnit, sæson 6.