24 i forbløffende U-turn

**** til 13. episode, 8. sæson

Et hæsblæsende afsnit, det 13. CTU er taget ud af den elektromagnetiske puls, og Jack er alene med sit team i en langvarig ildkamp med terroristerne. CTU får en ineffektiv hjælp af NSA, som ikke rigtigt rykker, men Chloé, som med rette er nervøs for Jack, vil ikke vente i timevis på, at NSA får CTU op at køre igen, og tager på rigtig Chloé maner tingene i helt egen hånd: Da ingen vil høre på hende, truer hun sig adgang til serverrummet og får på utraditionel vis systemet op at køre. Hun får også varskoet Renée, som i rette tid dukker op og afgør ildkampen til Jacks fordel. Godt gået, Chloé...

Alt tegner ganske lyst, indtil afsnittet tager en overraskende U-turn: Den irriterende sidehistorie med Dana og probitions-officeren udvikler sig ganske uventet, da Dana tager et drastik middel i brug for at slippe af med sin plageånd: Hun strangulerer ham i et af CTUs dunkle kælderrum! Totalt for meget.... Med pludselig falder brikkerne på plads, da hun ringer terroristerne op og fortæller, at hun lige har købt sig lidt tid, så hun kan hjælpe dem....

Så Dana er muldvarp... Dén havde jeg ikke set komme...

Flash forward - nyt håb forude

*** stjerner til afsnit 11/12

Vi lever jo med en viden om fremtiden - i hvert fald ved vi så meget, at "Lost" kører på sin sidste sæson, og for at tabet ikke skal blive for tungt, har ABC givet os et andet forsøg på et stort anlagt sci-fi-mysterium, serien "Flash Forward".

Præmissen for serien er ganske original: I efteråret 2009 får alle mennesker på jorden et blackout af en varighed på 2 minutter og 17 sekunder, hvorunder de får en meget præcis vision af, hvad de foretager sig et halvt år ude i fremtiden, på datoen 29. April 2010.

Dette er selvfølgelig en variant af tidsrejse (som også Lost), og rejser derfor de sædvanlige paradoks-spørgsmål: Hvis man kender sin fremtid, kan man så ændre den? Eller skal man blot lade sig flyde med og acceptere sin skæbne, for måske vil ethvert forsøg på at ændre fremtiden, være lige præcist det som får skæbnen til at ske.

I serien følger vi en FBI-agent Mark Benford, hvis fremtidsvision afslører at han spiller en central rolle i sagen: Han befinder sig i løbet af de 2 minutter og 17 sekunder i en FBI bygning foran en væg fuld af ledetråde, altimens nogle skurke er ved at trænge ind i bygningen for at dræbe ham. Som om denne viden ikke er stressende nok, erfarer vi, at hans kones flash back viser hende i forhold til en anden mand...

Efter en flot produceret pilot, har Flash Forward været inde i lidt af en dødsspiral i afsnit 3-10. FBI-teamets har fulgt forskellige spor for at finde hovedmanden bag plottet - men udover at vi har erfaret at manden, Lloyd, som Mark Benfords kone er sammen med i fremtiden, en videnskabsmand, spiller en rolle i black-outet, har handlingen ikke rigtigt rykket. Dertil har skuespillet ikke været for godt, og dialogen ofte klichéagtig.

Jeg fornemmer dog efter at have set afsnit 11-12, at vinterpausen har været god, og at ABC har gjort en indsats for at få serien tilbage på sporet: Vi får i dette dobbeltafsnit mere fokus på, hvad der skete d. 29. April, specielt en ganske godt tænkt episode, der foregår på et fyldt stadium, hvor én person, IKKE får black-out. Vi ved allerede, at denne person er Simon, Lloyds superintelligente forskningsmakker (spillet fremragende af "Charlie" fra Lost iøvrigt). Det bliver i afsnittet tydeligt, at Simon næppe selv er den onde bagmand bag hændelsen, men på en eller anden måde er blevet trukket ind i det af magtfulde bagmænd, hvis motiver endnu er dunkle.

Simon er en interessant karakter, og det er klogt at give ham mere plads i serien. FBI-teamet er dog stadig temmelig træls at følge, og Mark Benford-karakteren ikke specielt interessant eller velspillet.

Skal jeg selv vove et flash-forward: Serien har været på tynd is, men er på vej tilbage. Jeg vil i hvert fald stadig godt vide, hvad der sker om 5 uger.... 29. April....

*** stjerner til afsnit 11/12

Gode gamle Jack...

3/5 stjerner, 24, 11. afsnit, sæson 8

***

Endelig lidt af gode gamle Jack her i 11. afsnit: Da selvmordsbomberen Marcos, barrikaderet i et iltkammer, ikke er til at tale til fornuft af Jack, og ikke engang hans egen mor kan trænge igennem - tyr Jack til hans ofte med succes afprøvede kneb: Hvis skurken er ligeglad med sit eget liv, så er han det som regel sjældent med sin nærmeste families liv...

Jack truer Marcos med at tvinge hans mor hen til eksplosionsstedet for terroristernes dirty bomb, og med at påføre hende en død så smertefuld, at "ikke engang morfin kan lindre"....

Dét virker...

Marcos kommer ud - blot for at terroristerne lykkes at aktiviere hans selvmordsbælte 60 sekunder senere. Inden Jack 1 sekund før detoneringen kyler ham tilbage i kammeret, når den vildfarne unge mand lige akkurat at afsløre, hvad vi nok mistænkte, at Tarin, præsident Hassans sikkerhedschef, som også har forført præsidentens datter, er med i komplottet.

Jo, spændingskurven er for alvor på vej op igen i 24, efter nogle ret tamme afsnit.

Jeg giver derfor afsnit 11 3 stjerner med pil opad.

Dog er Dana sidehistorien fortsat et vældigt irritationsmoment - efter at have skaffet plageånderne af vejen i sidste afsnit, holdes den nu i live ved at en "probation officer" begynder at stille Dana nærgående spørgsmål. Relevansen af alt dette mangler vi dog stadig at se, det føles mest som fyld indtil nu.

Sayid går til den mørke side?

*****5/5 stjerner til Lost, afsnit 6, sæson 6.

Sjette afsnit, "Sundown" havde Sayid som hovedrolleindehaver, både på øen og i de alternative flash-sideways - og det gjorde han godt. Eller rettere, han prøvede at gøre det godt, gøre det gode, men endte efter pres med at bukke under for sin egen latente dræber-natur.

I den alternative virkelighed, viste det sig at Sayids bror var gift med Nadia, trods tydeligvis mere end varme følelser mellem Sayid og hende. Da Nadia spurgte ham, hvorfor han havde fået hende til at gifte sig med broren fremfor sig selv, svarede Sayid, at han ikke fortjente at få hende efter hvad han havde gjort (som torturbøddel). Da broen roder sig ud i problemer med en voldelig pengeudlåner, afviser Sayid først at hjælpe, men jo mere truslerne rykker tæt også på Nadia, jo sværere får han ved at se passivt til. Det ender selvfølgelig meget grimt for pengeudlåneren.

Meget blod bliver også udgydt på øen i dette afsnit, både af Sayid og Smokey. Temaet er også her, at Sayid stædigt fastholder at han "er en god mand", men Dogen, den japanske mystiker, lader til at have set noget andet i Sayid, og fastholder, at det "ville være bedre om Sayid var død". Dogen sætter Sayid på en prøve, der skal afgøre tvisten, og som involverer et angreb på Smokey's alter ego, tidligere kendt som John Locke. Lad os bare sige, at det går ikke som Dogen havde håbet...

Afsnittet rundes af med dannelsen af en ny uhellig trojka - Locke/Smokey, Sayid og den tilbagevendte, skingrende skøre Claire, mens Kate lidt fra sidelinien ser ud til at have rodet sig ud i rigtig dårligt selskab, nok en gang. Lidt underligt at se de tre så tydeligt ovre på den mørke side - men det giver mening.

Endelig vendte Ben også tilbage for en kort bemærkning i dette afsnit, hvor han tilfældigt rendte ind i Sayid - og så noget i Sayids blik som gjorde ham bange - meget bange. Der lader til at vente Ben flere ubehageligheder næste uge, men jeg krydser fingre for at min yndlingsskurk også denne gang snor sig udenom problemerne....

5/5 stjerner til Lost, afsnit 6, sæson 6.

24, 10. afsnit: Giv os en skurk som står distancen

** 2/5 stjerner til 10. afsnit

I min sidste anmeldelse af 24, var jeg ikke helt tilfreds med ottende sæsons udvikling, her den første tredjedel henne i sæsonen.

Hovedproblemet er et ufokuseret plot med for meget genbrug fra tidligere sæsoner, et irrelevant og uendelig langtrukkent sideplot med Dana og hendes eks-kæreste, samt en hastig udskiftning af skurke, med den konsekvens at ingen af dem når at fængsle én.

10 afsnit var rimeligt underholdende, men rettede ikke op på nogen af showets nuværende problemer.

Hvad vi så af nye udviklinger denne gang var en bekræftelse af, at Jack er mere end professionelt interesseret i René, og at hun "ikke vil have noget i mod det", hvis de når skurkejagten er ovre kan bruge lidt mere tid sammen... Noget i René blik og generelt dystre udstråling siger mig dog, at en lykkelig romance næppe venter den plagede Jack.

Hastings, den ikke helt driftsikre nye CTU chef, mander sig i denne episode op til at tage René i forsvar overfor Hvide Hus intriger, sætter faktisk sin stilling ind på det. Han fremstår dog stadig noget flimrende i sammenligning med de tidliger CTU-chefer.

Ellers fortsatte hovedplottet, jagten på de radioaktive stænger, som terroristerne vil bruge til at sprænge en dirty bomb på Manhatten ved, at Jack brugte Farhad's afsjælede legeme som lokkemad for terroristerne ved at foregive at præsidentens forrædderiske bror stadig var i live. Terroristerne havde udpeget en "amerikaner" til at dræbe Farhad, nemlig Marcus, sandsynligvis en konvertit, som vi ser advare sin mor imod angrebet, inden han ifører sig en selvmordsbombervest. Idéen med at det er en tilsyneladende normal amerikansk teenager, som har ladet sig omvende til terrorens sag, er rimeligt skræmmende - men da vi intet hører om Marcus' motiver, er det på den anden side også lidt svært at lade sig helt rive med. Hans forsøg på at dræbe den allerede døde Farhad ender selvfølgelig ikke godt for den unge mand, specielt fordi Chloé hjemme fra CTU lykkes at scramble hans selvmordsbælte, og han ender med at barrikadere sig inde i et trykkammer med Jack stående udenfor og kæmpe for at komme ind til ham...

Endelig fulgte vi Præsident Hassan i hans jagt på datteren, som er stukket af med hans tidligere sikkerhedschef Tarin, efter at denne faldt i unåde. Han må gå en ydmygende tiggergang hos sin kone, der i protest imod Hassans utroskab i staren af sæsonen, nu sidder i et fly på vej ud af USA. Hassan har ikke mange allierede, ingengang i sin egen familie - og den vinkel kunne godt udnyttes mere i showet, men lad os se hvad der venter Hassan af flere ubehagelige overraskelser...

Jeg ville alt i alt ønske, at jeg kunne sige, at 24 var på vej tilbage i storform, men jeg synes desværre stadig at det er en lidt rodet affære, hvor de mere langsigtede spændingselementer mangler. Det er ikke nok bare at hoppe fra situation til situation. Håbet for sæsonen ligger stadig i, at der manifesterer sig en mere troværdig og skræmmende skurk, som ikke elimeneres før til sidst - og så gerne lidt mere dybde og substans i side-plots.

** 2/5 stjerner til 10. afsnit